Min første jobsamtale

Jeg er på vej over til min knallert. Temperaturen er lige nu minus 12 grader. Jeg hopper op på sædet, som er fyldt med sne. Jeg skubber kickstarteren ud, og løfter mit højre ben og giver alt hvad den kan træk og tramper på kickstarteren. Der sker ikke så meget, jeg prøver nu igen og igen. Jeg hopper af igen og prøver nu at starte den på en anden måde. Jeg tager fat i snøfteren og løber den i gang. Der sker ikke så meget, og mine fingre begynder nu at fryse til. Jeg står nu og tænker på, hvad der kan være gal med den, den virkede jo fint nok i går, tænker jeg. Pludselig går det op for mig, at jeg havde kørt den tør for benzin dagen forinden. Jeg måtte lige ringe til en kammerat og høre, om han ikke havde noget benzin i kælderen. Heldigvis havde han lige en liter tilbage. Jeg slap nu for at skulle trække min knallert op til tanken. Jeg løber så hurtig jeg kan over og henter dunken og tilbage igen.
Der var nu kun 21 min tilbage til, at jeg skulle til min første jobsamtale. Jeg hælder hele indholdet af dunken ned i tanken, det går så hurtigt, at jeg rammer lidt ved siden af og kaster dunken, så lagt jeg kan. Så jeg ikke får nogen løftet pegefingre af pedellen, når han ser mig næste gang. Jeg hopper på sædet igen, og den får samme tur, men denne gang lykkedes det, og jeg får den i gang. Og så river jeg gashåndtaget i bund, og imens jeg kører husker jeg også lige, at få hjelmen på.

Jeg er på vej mod Nr. Bjert, gashåndtaget er stadig i bund, og det hele kører bare. Det eneste problem der nu var, var at min knallert med lidt god vilje og en stak god medvind max kører ca. 25 km/t ned ad bakken. Nu var der lige pludselig tid til, at føle hvordan nervøsiteten for alvor begyndt at rør på sig. Jeg havde jo øvet mig, i hvad jeg skulle sige og håndtrykket skulle også være ordentligt. Alt det havde jeg jo brugt langt tid på at få på plads. Men stadig følte jeg, at der nok skulle komme noget i vejen, at jeg nu ville dumme mig. Der flyver bare de værste tanker igennem hovedet lige nu. Da nærmere mig stedet, kan jeg se, at jeg er ved at nå toppen nu. Det går bare så langsomt, min knallert kører 15 km/t lige nu. Endelig langt om længe ankommer jeg til værkstedet. Jeg er 4 min forsinket, og jeg tager min hjelm af.

Jeg kigger ind igennem vinduet, og der sidder to mænd, de kigger begge på mig og vinker. Jeg tager fat i det frosne håndtag og åbner døren, pludselig springer der en hund op foran mig. I et, hopper jeg op og tager fat i hoveddøren, jeg klatre helt op, så hunden ikke kan røre mig. Også råber jeg efter mesteren. Mesteren kommer stormene ud og spørg ”hvad der er galt”, jeg råber i frygt, at han skal få den hund væk i en fart. Han tager fat i hunden, som stadig gør ad mig. Jeg hopper nu ned igen, og venter på mesteren kommer tilbage. Hurtigt stikker han hovedet ud igen og spørger om jeg er klar til at kom ind til samtalen. Jeg prøver at smile og går med ind. Den nervøsitet, der plagede mig hele vejen op til værkstedet, var pludselig væk. Jeg træder ind på kontoret, mine ben har det ikke for godt, de ryster stadig.

En person rejser sig op med ryggen vendt imod mig. Jeg kigger opad, og foran mig, står der en mand, der næsten var dobbelt så høj. Pludselig lyder der en grov stemme,
”Godmorgen Ahmed”. Det var da vist noget af det sjoveste, jeg har oplevet med en ny lærling. Blev du bange? Jeg kigger på manden med mit chokerede ansigt og svare, "om jeg var". Jeg har aldrig i mit liv været så tæt på at skide i bukserne. Jamen Ahmed, det er jo bare en del af hverdagen her, så hvis du kan leve med det, så kan du starte fra i dag. Jeg kigger på dem begge og svare så, selvfølgelig kan jeg det. Mesteren griner lidt underligt og siger, Ahmed dreng, fortæl nu lidt om dig selv. Jeg prøver at forklare lidt, om mit liv, og hvad der har fået mig til at søge i denne branche. Så siger mesteren, at jeg skulle tag tilbage på skolen, og kom ud til ham efter jeg har gennemført grundforløbet. For der ventede mig en læreplads. Jeg rejser mig hurtigt op, og rækker min hånd ud til ham, han giver et ordentligt håndtryk. Også er jeg ellers på vej ud af kontor igen.

Inden jeg når døren, kan jeg hører at hunden gør. Der flyver en masse tanker igennem hovedet på mig lige nu, jeg havde jo lige lovet for 2 sek. siden, at hvis jeg ville være her, er jeg nød til, at vise jeg kunne gå forbi hunden. Jeg kigger tilbage på mesteren, og siger farvel for sidste gang. Jeg mærker en underlig følelse i kroppe, jeg vil gerne gå videre imod døren, men mine ben, vil ikke flytte sig. Jeg står nu og kæmper en kamp for, at få mine stive ben flyttet, de føles, som to ben, der er lavt af bly. Det lykkedes da, at komme videre. Idet jeg tager fat i håndtaget, bliver døren skubbet, og jeg taber min mobiltelefon på gulvet. Nu er der mig og hunden i forhallen. Jeg rækker min hånd ned for at få fat i mobiltelefonen. Inden jeg ser mig om, er hund hoppet på min arm og begynder, at slikke den. I frygt begynder jeg, at skubbe til hunden. Den hopper op på mit ben, og så dum som jeg nu er, så begynder jeg at løber fra den.