Black And Yellow Lyrics
[Wiz Khalifa - Intro]
Yeah ah ha
you know what it is
Black and yellow, black and yellow
Black and yellow, black and yellow
(repeated)
[Chorus]
Yeah ah ha, you know what it is
everything I do, I do it big
Yeah ah ha, screaming thats nothin
when I pulled out of the lot, thats stuntin
reppin my town when you see me you know everything
Black and yellow, black and yellow
Black and yellow, black and yellow
I put it down from my whip to my diamonds
Black and yellow, black and yellow
Black and yellow, black and yellow
Black and yellow, black and yellow
[Wiz Khalifa- Verse 1]
Uh, black stripe, yellow paint
the n-ggas scared of it but them hoes aint
soon as I hit the club look at them hoes face
put the pedal once make the floor shake
suede inside, engine roaring
it’s the big boy you know what I pay for it
and I got the pedal to the metal
got you n-ggas checking game I’m balling out on every level
hear them haters talk but there’s nothing you can tell em
just made a million, got another million on my schedule
no love for em n-gga breaking hearts
no keys, push the start
[Chorus]
[Wiz Khalifa- Verse 2]
Got a call from my jeweler this just in
and b-tches love me cuz Im f-cking with there best friends
not a lesbian but she a freak though
come stay for one night I’m shining all week hoe
I’m sippin (?) and rocking yellow diamonds
so many rocks in my watch I can’t tell what the time is
got a pocket full of big faces
throw it up cuz every n-gga that I’m with tailored
http://www.elyricsworld.com/black_and_yellow_lyrics_wiz_khalifa.html
[Chorus]
[Wiz Khalifa- Verse 2]
Stay high like how I’m supposed to do
that crowd underneath them clouds can’t get close to you
and my car look unapproachable
super clean but its super mean
she wanna f-ck with them cats
smoke weed count stacks
get fly and take trips and thats that
real rap, i let her get high if she want she feel
convertible drop feel, ‘87 the top peel back
tirsdag den 1. marts 2011
"Mine rødder"
Jeg savner min jord,
hvor oliventræerne gror.
Jeg satte mine spor,
hvor min familie bor
Frygten gror i folket,
hvor oliventræerne gror.
Jeg satte mine spor,
hvor min familie bor
Frygten gror i folket,
som bliver udsat for daglige mord.
Jeg flygter med min far, mor, søster og bror
til den jord, hvor freden bor.
Vi drog mod nord,
hvor korruptionen var stor.
Jeg satte mine fødder i den lejr
hvor de ramte bor.
Mit ord blev et mord på min bror
som tror på den hellige jord.
- Palæstina…
torsdag den 13. januar 2011
Min første jobsamtale
Jeg er på vej over til min knallert. Temperaturen er lige nu minus 12 grader. Jeg hopper op på sædet, som er fyldt med sne. Jeg skubber kickstarteren ud, og løfter mit højre ben og giver alt hvad den kan træk og tramper på kickstarteren. Der sker ikke så meget, jeg prøver nu igen og igen. Jeg hopper af igen og prøver nu at starte den på en anden måde. Jeg tager fat i snøfteren og løber den i gang. Der sker ikke så meget, og mine fingre begynder nu at fryse til. Jeg står nu og tænker på, hvad der kan være gal med den, den virkede jo fint nok i går, tænker jeg. Pludselig går det op for mig, at jeg havde kørt den tør for benzin dagen forinden. Jeg måtte lige ringe til en kammerat og høre, om han ikke havde noget benzin i kælderen. Heldigvis havde han lige en liter tilbage. Jeg slap nu for at skulle trække min knallert op til tanken. Jeg løber så hurtig jeg kan over og henter dunken og tilbage igen.
Der var nu kun 21 min tilbage til, at jeg skulle til min første jobsamtale. Jeg hælder hele indholdet af dunken ned i tanken, det går så hurtigt, at jeg rammer lidt ved siden af og kaster dunken, så lagt jeg kan. Så jeg ikke får nogen løftet pegefingre af pedellen, når han ser mig næste gang. Jeg hopper på sædet igen, og den får samme tur, men denne gang lykkedes det, og jeg får den i gang. Og så river jeg gashåndtaget i bund, og imens jeg kører husker jeg også lige, at få hjelmen på.
Jeg er på vej mod Nr. Bjert, gashåndtaget er stadig i bund, og det hele kører bare. Det eneste problem der nu var, var at min knallert med lidt god vilje og en stak god medvind max kører ca. 25 km/t ned ad bakken. Nu var der lige pludselig tid til, at føle hvordan nervøsiteten for alvor begyndt at rør på sig. Jeg havde jo øvet mig, i hvad jeg skulle sige og håndtrykket skulle også være ordentligt. Alt det havde jeg jo brugt langt tid på at få på plads. Men stadig følte jeg, at der nok skulle komme noget i vejen, at jeg nu ville dumme mig. Der flyver bare de værste tanker igennem hovedet lige nu. Da nærmere mig stedet, kan jeg se, at jeg er ved at nå toppen nu. Det går bare så langsomt, min knallert kører 15 km/t lige nu. Endelig langt om længe ankommer jeg til værkstedet. Jeg er 4 min forsinket, og jeg tager min hjelm af.
Jeg kigger ind igennem vinduet, og der sidder to mænd, de kigger begge på mig og vinker. Jeg tager fat i det frosne håndtag og åbner døren, pludselig springer der en hund op foran mig. I et, hopper jeg op og tager fat i hoveddøren, jeg klatre helt op, så hunden ikke kan røre mig. Også råber jeg efter mesteren. Mesteren kommer stormene ud og spørg ”hvad der er galt”, jeg råber i frygt, at han skal få den hund væk i en fart. Han tager fat i hunden, som stadig gør ad mig. Jeg hopper nu ned igen, og venter på mesteren kommer tilbage. Hurtigt stikker han hovedet ud igen og spørger om jeg er klar til at kom ind til samtalen. Jeg prøver at smile og går med ind. Den nervøsitet, der plagede mig hele vejen op til værkstedet, var pludselig væk. Jeg træder ind på kontoret, mine ben har det ikke for godt, de ryster stadig.
En person rejser sig op med ryggen vendt imod mig. Jeg kigger opad, og foran mig, står der en mand, der næsten var dobbelt så høj. Pludselig lyder der en grov stemme,
”Godmorgen Ahmed”. Det var da vist noget af det sjoveste, jeg har oplevet med en ny lærling. Blev du bange? Jeg kigger på manden med mit chokerede ansigt og svare, "om jeg var". Jeg har aldrig i mit liv været så tæt på at skide i bukserne. Jamen Ahmed, det er jo bare en del af hverdagen her, så hvis du kan leve med det, så kan du starte fra i dag. Jeg kigger på dem begge og svare så, selvfølgelig kan jeg det. Mesteren griner lidt underligt og siger, Ahmed dreng, fortæl nu lidt om dig selv. Jeg prøver at forklare lidt, om mit liv, og hvad der har fået mig til at søge i denne branche. Så siger mesteren, at jeg skulle tag tilbage på skolen, og kom ud til ham efter jeg har gennemført grundforløbet. For der ventede mig en læreplads. Jeg rejser mig hurtigt op, og rækker min hånd ud til ham, han giver et ordentligt håndtryk. Også er jeg ellers på vej ud af kontor igen.
Inden jeg når døren, kan jeg hører at hunden gør. Der flyver en masse tanker igennem hovedet på mig lige nu, jeg havde jo lige lovet for 2 sek. siden, at hvis jeg ville være her, er jeg nød til, at vise jeg kunne gå forbi hunden. Jeg kigger tilbage på mesteren, og siger farvel for sidste gang. Jeg mærker en underlig følelse i kroppe, jeg vil gerne gå videre imod døren, men mine ben, vil ikke flytte sig. Jeg står nu og kæmper en kamp for, at få mine stive ben flyttet, de føles, som to ben, der er lavt af bly. Det lykkedes da, at komme videre. Idet jeg tager fat i håndtaget, bliver døren skubbet, og jeg taber min mobiltelefon på gulvet. Nu er der mig og hunden i forhallen. Jeg rækker min hånd ned for at få fat i mobiltelefonen. Inden jeg ser mig om, er hund hoppet på min arm og begynder, at slikke den. I frygt begynder jeg, at skubbe til hunden. Den hopper op på mit ben, og så dum som jeg nu er, så begynder jeg at løber fra den.
Der var nu kun 21 min tilbage til, at jeg skulle til min første jobsamtale. Jeg hælder hele indholdet af dunken ned i tanken, det går så hurtigt, at jeg rammer lidt ved siden af og kaster dunken, så lagt jeg kan. Så jeg ikke får nogen løftet pegefingre af pedellen, når han ser mig næste gang. Jeg hopper på sædet igen, og den får samme tur, men denne gang lykkedes det, og jeg får den i gang. Og så river jeg gashåndtaget i bund, og imens jeg kører husker jeg også lige, at få hjelmen på.
Jeg er på vej mod Nr. Bjert, gashåndtaget er stadig i bund, og det hele kører bare. Det eneste problem der nu var, var at min knallert med lidt god vilje og en stak god medvind max kører ca. 25 km/t ned ad bakken. Nu var der lige pludselig tid til, at føle hvordan nervøsiteten for alvor begyndt at rør på sig. Jeg havde jo øvet mig, i hvad jeg skulle sige og håndtrykket skulle også være ordentligt. Alt det havde jeg jo brugt langt tid på at få på plads. Men stadig følte jeg, at der nok skulle komme noget i vejen, at jeg nu ville dumme mig. Der flyver bare de værste tanker igennem hovedet lige nu. Da nærmere mig stedet, kan jeg se, at jeg er ved at nå toppen nu. Det går bare så langsomt, min knallert kører 15 km/t lige nu. Endelig langt om længe ankommer jeg til værkstedet. Jeg er 4 min forsinket, og jeg tager min hjelm af.
Jeg kigger ind igennem vinduet, og der sidder to mænd, de kigger begge på mig og vinker. Jeg tager fat i det frosne håndtag og åbner døren, pludselig springer der en hund op foran mig. I et, hopper jeg op og tager fat i hoveddøren, jeg klatre helt op, så hunden ikke kan røre mig. Også råber jeg efter mesteren. Mesteren kommer stormene ud og spørg ”hvad der er galt”, jeg råber i frygt, at han skal få den hund væk i en fart. Han tager fat i hunden, som stadig gør ad mig. Jeg hopper nu ned igen, og venter på mesteren kommer tilbage. Hurtigt stikker han hovedet ud igen og spørger om jeg er klar til at kom ind til samtalen. Jeg prøver at smile og går med ind. Den nervøsitet, der plagede mig hele vejen op til værkstedet, var pludselig væk. Jeg træder ind på kontoret, mine ben har det ikke for godt, de ryster stadig.
En person rejser sig op med ryggen vendt imod mig. Jeg kigger opad, og foran mig, står der en mand, der næsten var dobbelt så høj. Pludselig lyder der en grov stemme,
”Godmorgen Ahmed”. Det var da vist noget af det sjoveste, jeg har oplevet med en ny lærling. Blev du bange? Jeg kigger på manden med mit chokerede ansigt og svare, "om jeg var". Jeg har aldrig i mit liv været så tæt på at skide i bukserne. Jamen Ahmed, det er jo bare en del af hverdagen her, så hvis du kan leve med det, så kan du starte fra i dag. Jeg kigger på dem begge og svare så, selvfølgelig kan jeg det. Mesteren griner lidt underligt og siger, Ahmed dreng, fortæl nu lidt om dig selv. Jeg prøver at forklare lidt, om mit liv, og hvad der har fået mig til at søge i denne branche. Så siger mesteren, at jeg skulle tag tilbage på skolen, og kom ud til ham efter jeg har gennemført grundforløbet. For der ventede mig en læreplads. Jeg rejser mig hurtigt op, og rækker min hånd ud til ham, han giver et ordentligt håndtryk. Også er jeg ellers på vej ud af kontor igen.
Inden jeg når døren, kan jeg hører at hunden gør. Der flyver en masse tanker igennem hovedet på mig lige nu, jeg havde jo lige lovet for 2 sek. siden, at hvis jeg ville være her, er jeg nød til, at vise jeg kunne gå forbi hunden. Jeg kigger tilbage på mesteren, og siger farvel for sidste gang. Jeg mærker en underlig følelse i kroppe, jeg vil gerne gå videre imod døren, men mine ben, vil ikke flytte sig. Jeg står nu og kæmper en kamp for, at få mine stive ben flyttet, de føles, som to ben, der er lavt af bly. Det lykkedes da, at komme videre. Idet jeg tager fat i håndtaget, bliver døren skubbet, og jeg taber min mobiltelefon på gulvet. Nu er der mig og hunden i forhallen. Jeg rækker min hånd ned for at få fat i mobiltelefonen. Inden jeg ser mig om, er hund hoppet på min arm og begynder, at slikke den. I frygt begynder jeg, at skubbe til hunden. Den hopper op på mit ben, og så dum som jeg nu er, så begynder jeg at løber fra den.
mandag den 29. november 2010
Et sidste farvel
Datteren stod i stuen, og kiggede på juletræet. Det var i dag hendes 8 års fødselsdag. Far og mor havde pyntet pænt op. Det var første gang, de havde, et så stort juletræ derhjemme. At faren måtte save noget af dørkarmen af. Naboen var kommet forbi igen. De plejede at kigge forbi hver torsdag, for at få en sluder. Denne kolde vinterdag, mens de alle står inden i stuen. Får naboens kone øje på noget mærkeligt. Hun tager fat i moren, trækker hende med ind til værelset, og spørger om hun ikke kan se, at hendes lille pige ikke ligner sin far, nærmere ligner Rene Dif. Moren kiggede besynderligt, og farede ud i stuen, og kiggede med stirrende øjne på sin datter. Hun brød sammen og begyndte at græde, datteren forstod slet ikke hvad der skete. Alle kom og hjalp moren, de fik hende sat op på sofaen, og gav hende lidt vand. Hun stak dem en løgn, og sagde hun havde rigtig ondt i maven.
Inden lyset frembryd, tog moren over til Rene Dif. Brasede ind i huset og stak en vantpind op i hovedet på ham, og sagde spyt ud. Dif kastede et blik på vantpinden og svarede nej. Ikke før han vidste, hvad hun skulle bruge den til, ”du har en datter” lød det, så spyt gentog hun, denne gang med en alvorlig stemme. Rene spyttede, og moren farede ud af døren og kørte direkte på hospitalet. Der ventede hun i ca. 4 timer og fandt ud af, at Dif var den biologiske far.
Hun måtte så hjem til hendes mand med den kedelige nyhed, Undervejs var der pludselig en der kørte op i røven på hende. En ung knægt stiger ud, han begyndte at råbe, og kom over imod hende med en truende adfærd, hun blev så bange at hun hoppede ind i bilen igen, og låste døren. Der kom to forbipasserende over til bilen. De spurgte, om hun havde det ok. Så stig hun ud igen, og de fik hurtig afklaret skaden, og så kørte hun videre hjem, for nu var det datteren det handlede om.
Hun stod foran døren derhjemme og turde ikke rigtig at gå ind. Hun kiggede igennem køkken vinduet, og der kunne hun se, at faren stod og var i gang med at forberede frokosten. Hun tog fat i det frosne håndtag, og åbnede døren. Der blev, hun ramt af en bølge af varm luft. Inden hun havde set sig om, stod faren foran hende og spurgte, hvor hun var taget hen så tidligt, og hvorfor hendes mobil var slukket. Hun kiggede ham dybt i øjnene, og sagde, der er noget meget vigtigere, vi to skal snak om. Det kan ikke være vigtigere end du fortæller, hvad du har lavt indtil nu, jo svarede hun. De gik begge ind i stuen, hun tog hånden ned i tasken, og tog et stykke papir frem. Den blev åbnet og lukket ligeså hurtig igen, og sat ned i tasken. Faren fattede ikke hvad der skete, han spurgte, hvad er det for noget papir?
Moren tog det op igen, og viste det til ham. Han begyndte at læse brevet, og moren kunne se, hvordan han blev mere og mere rød i hoved, jo længere han kom ned i brevet. Pludselig kastede han sig tilbage i sofaen, og tog begge hænder over hovedet. Der kom pludselig et råb så højt, at hun troede at det var slut med hende. Hun tænkte kun det værste i det øjeblik. Han rejste sig op, kiggede hende i øjne og sagde,” alle de år, også havde du bare skjult det for mig”, hun prøvede at sige noget, men han afbrød hende, og råbte bare ”hold kæft din idiot”.
Han gik op på datterens værelse, der sad hun og legede med to af hendes veninder, han fik hende med op på loftet, og der sagde han, ”hører her lille skat, jeg bliver nød til at rejse nu. Jeg er ikke din rigtig far, men du skal altid huske, at du altid ville være min lille skat, og at jeg elsker dig mere end noget andet her på jorden” datteren forstod ikke noget af det der lige var sket, og begyndte at græde. I det moren var på vej op, skvatter faren ned af trapperne, og lander ovenpå moren, han slog hoved så hårdt, at han ikke var i stand til at rejse sig op igen og var bevidstløs. Moren skyndte sig ned i stuen, for at finde deres mobil, så hun kunne tilkalde en ambulance. Da ambulancen ankom, var der en akutlæge bil med. Moren fortalte dem, at han ligger oppe på loftet, de to Falck redder tog en masse tasker med sig. Moren stod nede i stuen og ventede på en rektion fra lægen. De 15 min som lægen brugte, føltes som en evighed for moren. Så kom lægen enlig ned, men han bad moren sætte sig ned. Hun blev helt urolig, og spurgte med en hylende stemme ”hvad sker der? Hvorfor har i ikke min mand med ned?” Lægen sagde, ”Vi må desværre konstatere at din mand er død på stedet. Han har brækket sig, og det har været skyld i, at hans luftveje blev stoppet”.
Inden lyset frembryd, tog moren over til Rene Dif. Brasede ind i huset og stak en vantpind op i hovedet på ham, og sagde spyt ud. Dif kastede et blik på vantpinden og svarede nej. Ikke før han vidste, hvad hun skulle bruge den til, ”du har en datter” lød det, så spyt gentog hun, denne gang med en alvorlig stemme. Rene spyttede, og moren farede ud af døren og kørte direkte på hospitalet. Der ventede hun i ca. 4 timer og fandt ud af, at Dif var den biologiske far.
Hun måtte så hjem til hendes mand med den kedelige nyhed, Undervejs var der pludselig en der kørte op i røven på hende. En ung knægt stiger ud, han begyndte at råbe, og kom over imod hende med en truende adfærd, hun blev så bange at hun hoppede ind i bilen igen, og låste døren. Der kom to forbipasserende over til bilen. De spurgte, om hun havde det ok. Så stig hun ud igen, og de fik hurtig afklaret skaden, og så kørte hun videre hjem, for nu var det datteren det handlede om.
Hun stod foran døren derhjemme og turde ikke rigtig at gå ind. Hun kiggede igennem køkken vinduet, og der kunne hun se, at faren stod og var i gang med at forberede frokosten. Hun tog fat i det frosne håndtag, og åbnede døren. Der blev, hun ramt af en bølge af varm luft. Inden hun havde set sig om, stod faren foran hende og spurgte, hvor hun var taget hen så tidligt, og hvorfor hendes mobil var slukket. Hun kiggede ham dybt i øjnene, og sagde, der er noget meget vigtigere, vi to skal snak om. Det kan ikke være vigtigere end du fortæller, hvad du har lavt indtil nu, jo svarede hun. De gik begge ind i stuen, hun tog hånden ned i tasken, og tog et stykke papir frem. Den blev åbnet og lukket ligeså hurtig igen, og sat ned i tasken. Faren fattede ikke hvad der skete, han spurgte, hvad er det for noget papir?
Moren tog det op igen, og viste det til ham. Han begyndte at læse brevet, og moren kunne se, hvordan han blev mere og mere rød i hoved, jo længere han kom ned i brevet. Pludselig kastede han sig tilbage i sofaen, og tog begge hænder over hovedet. Der kom pludselig et råb så højt, at hun troede at det var slut med hende. Hun tænkte kun det værste i det øjeblik. Han rejste sig op, kiggede hende i øjne og sagde,” alle de år, også havde du bare skjult det for mig”, hun prøvede at sige noget, men han afbrød hende, og råbte bare ”hold kæft din idiot”.
Han gik op på datterens værelse, der sad hun og legede med to af hendes veninder, han fik hende med op på loftet, og der sagde han, ”hører her lille skat, jeg bliver nød til at rejse nu. Jeg er ikke din rigtig far, men du skal altid huske, at du altid ville være min lille skat, og at jeg elsker dig mere end noget andet her på jorden” datteren forstod ikke noget af det der lige var sket, og begyndte at græde. I det moren var på vej op, skvatter faren ned af trapperne, og lander ovenpå moren, han slog hoved så hårdt, at han ikke var i stand til at rejse sig op igen og var bevidstløs. Moren skyndte sig ned i stuen, for at finde deres mobil, så hun kunne tilkalde en ambulance. Da ambulancen ankom, var der en akutlæge bil med. Moren fortalte dem, at han ligger oppe på loftet, de to Falck redder tog en masse tasker med sig. Moren stod nede i stuen og ventede på en rektion fra lægen. De 15 min som lægen brugte, føltes som en evighed for moren. Så kom lægen enlig ned, men han bad moren sætte sig ned. Hun blev helt urolig, og spurgte med en hylende stemme ”hvad sker der? Hvorfor har i ikke min mand med ned?” Lægen sagde, ”Vi må desværre konstatere at din mand er død på stedet. Han har brækket sig, og det har været skyld i, at hans luftveje blev stoppet”.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)